Spartakus Bogcafé

Musik

Vi har et bredt udvalg af musik, med vægt på klassisk musik, folkemusik, world og jazz. Desuden har vi et vist udvalg af politisk musik som f.eks. Peter Abrahamsen, Benny Holst, Michael Wiehe, Jan Toftlund, Sebastian, Arne Würgler, Ernst Busch og Hannes Wader. Du kan også finde etnisk musik inklusiv en del grønlandsk, hvor Rasmus Lyberth's udgivelser er en fast del af repertoiret. Herunder finder du beskrivelser af en lille del af vores musikudvalg. Læs i øvrigt mere hos vores to hovedleverandører Exlibris Musik (www.exlibris.dk) og Naxos Records (www.naxosdirect.dk)


Peter Abrahamsen

Peter Abrahamsen har haft en usædvanlig stor rolle i produktion og distribution af dansk folkemusik, pop og blues, i en lang årrække som leder og producer på flere af de store danske pladeselskaber, men også som udøvende kunstner med stort politisk engagement. Han har af flere omgange indspillet Oskar Hansens uvurderlige kampsange, som eksempelvis Når jeg ser et rødt flag smælde og Danmark for folket. Derudover har han selv komponeret musik, blandt andet til de fantastiske proletardigte fra Carl Scharnberg, Rudolf Nielsen og Dan Andersson, der sætter præcise og følsomme ord på arbejderklassens vilkår og kamp i henholdsvis Danmark, Norge og Sverige.


Michael Wiehe

Michael Wiehe er vokset op i København og Malmö og har med et hav af pladeudgivelser fra starten af halvfjerdserne og frem til i dag leveret samfundskritiske sange i mange forskellige stilarter lige fra ren akustisk guitar, over bredere folkemusik, cajun og blues, til pop og rock. I hans livslange venskab med Björn Afzelius har Wiehe til stadighed vist sig at være den skarpeste politiske trubadur i Sverige i nyere tid.


Sebastian

Sebastian er på tværs af generationer og politisk ståsted uomtvisteligt elsket mere end nogen anden nulevende folkemusiker i Danmark. Med flere projekter omkring musik til teater, musicals og tv for børnefamilier har han leveret utallige udødelige klassikere, blandt andet med dramatiseringerne af Ronja Røverdatter og Skatteøen. Samtidigt efterlader hans mange soloalbum ingen tvivl hos lytteren omkring solidaritetens og antifascismens banken i hans hjerte.


Naxos

Naxos Records er blandt verdens største udgivere og distributører af klassisk musik. Vi er derfor glade for at kunne tilbyde et betydeligt udvalg af forlagets titler som lagervare. Mere end 2.500 titler, heriblandt en stor del af pladeselskabets udvalg af world og jazz. Du kan læse mere om titlerne på Naxos' hjemmeside og onlinekatalog www.naxosdirect.dk